Undervejs til min far 

Sognepræst Lars Ulrik Jensen, der er født i Nuuk, fortæller om sin opvækst i Danmark i bevidstheden om at have en ukendt grønlandsk far, om manglende accept fra omgivelserne og om at overvinde indre barrierer inden mødet med sin far, og hvordan det gjorde ham til et helt menneske. 

Jeg fortæller om at vokse op med en ukendt og fjern grønlandsk far og med en mor, der tog sin skæbne på sig og valgte livet. Historien handler om uventet støtte og den personlige kamp med sig selv op til mødet med faderen som 35årig, der forandrede og gjorde mig til et helt menneske.

Det vigtigste for mig er sådan set at fortælle min historie. Det var et behov, der voksede frem i mig kort efter, at min mor døde i 2014. Jeg har altid holdt af at fortælle historier. Men at fortælle sin egen historie er alligevel noget særligt, fordi man er nødt til at tage en dyb indånding og se sit eget liv i sammenhæng. Så længe min mor levede var hun ligesom garanten for at min historie ikke blev glemt. Nu er jeg selv nødt til at holde den i live.

Selvfølgelig bliver man aldrig færdig med at fortælle sin historie, for den ændrer sig jo hele tiden. Men jeg tror, at det er meget betydningsfuldt, hvis man kan finde en rød tråd, noget der holder alle de løse ender i ave.”

At livsfortællinger er oppe i tiden ses af de mange bøger, hvor kendte og ukendte fortæller deres historie. jeg har selv et bud på, hvorfor det er sådan.”For bare få år siden skrev vi lange breve til hinanden. Til jul opsummerede man gerne sit liv i julekort, der ikke bare var postkort, men i virkeligheden lange breve. Nu nøjes vi med ultrakorte opdateringer på de sociale medier. Men vi lever af historier og forhåbentlig kan vi lære af hinanden.