Anders Laugesen

Programmedarbejder

Foredrag

Teologisk nybrud - om nødvendigheden af teologisk fornyelse og opgør med Luther

Jeg har fundet min tro ud af  mit møde med verdenskirken i min ungdom og en dyb tiltale i Gravkirken. Men jeg er også rundet af den danske muld, de danske salmer og af stor kærlighed til troens fællesskab. Et fællesskab, der aldrig afhænger af, at man formulerer sin tro med de samme ord, men er kendetegnet ved et hjertets fællesskab.

Der gik længe, inden jeg var i stand til at forholde mig til spændingen imellem det at være medlem af folkekirken og så samtidig måtte erkende, at den teologiske tradition i folkekirken har en række udsagn, som jeg ikke kan identificere mig med. Det førte til et opgør med Luther og et behov for at søge nye teologiske sammenhængskræfter. Dem fandt jeg først og fremmest hos Grundtvig, i den ortodokse kirkes teologiske tradition og i den bøns- og stilhedstradition, som knytter sig til Østkirken. 

Men min manglende teologiske samklang med dele af folkekirken gør ikke, at jeg anser mig selv for et utilpasset medlem af folkekirken. Nej. Sådan en som mig er også folkekirken. I samme grad som alle de, der føler sig som vaskeægte lutheranere.

I foredraget vil jeg gerne slå til lyd for, at Luthers udsagn, om at kirken skal være i stadig reformation, i dag må betyde et opgør med den centale stilling, folkekirken tilskriver Luther. Et opgør med en præstecentreret kirke, hvor magten er uigennemskuelig. Og en frisættelse hen imod en konfessionsløs kirke, hvor der er plads til enhver, som bekender sig til de to gamle trosbekendelser. Folkekirken bør have plads til alle, der bekender sig som kristne og oplever at tilhøre det danske folk.

Jeg ser gerne, at der udvikles en praksis for at se formuleringer om tro som noget, der altid står til diskussion og som må være i konstant bevægelse for at tage inspiration fra samtiden. Foredraget og den efterfølgende samtale er et af flere initiativer til, at vi i folkekirken også kommer til at tale dialogisk om troen. I respekt for alt det vi hver især bringer ind i den fælles søgen efter at finde formuleringer om Gud. Formuleringer, der aldrig vil slå til. For Gud er i sin natur altid større end vores ord. 

 

Det er et foredrag, som særligt egner sig til præstekonventer og forsamlinger med interesse for teologi.

 

 

Regioner
Hele landet