Når et samfund allierer sig med døden

Helt overordnet er lovprisningen af aktiv dødshjælp er en suspendering af det kristne menneskesyn og af alt hvad vi har bygget vores vestlige civilisation på. Debatten om aktiv dødshjælp er én af de allermest skelsættende, afgørende og afslørende etiske debatter i nyere tid – af to årsager: Dels fordi arsenalet af argumenter imod aktiv dødshjælp er så stort – dels fordi argumenterne for aktiv dødshjælp giver et temmelig præcist signalement af vores tid, af tidsånden og åbner for følgende – og mange flere – spørgsmål:

Hvad er en værdig død – og menneskets værdighed?

Hvad med individets ret til selvbestemmelse?

Hvordan håndterer det moderne menneske lidelsen?

Hvad sker der, når vi mister retten til at ligge hinanden og samfundet til last?

Hvordan skal vi lære at vise barmhjertighed, når de lidende, svage, syge og handicappede skal udrenses fra samfundet?

Hvad er forskellen på et kristent og humanistisk?

Hvordan kan en humanistisk tænkning skabe et brutalt samfund?

Hvad sker der med et samfund, når vi allierer os med døden?

Hvordan kan vi retfærdiggøre, at aktiv dødshjælp reelt set er en overtrædelse af det femte bud ”du må ikke slå ihjel.”?

Når et samfund vælger døden og vil indføre aktiv dødshjælp, kommer vi heller ikke udenom at problematisere abortspørgsmålet.