Danmarks første kvindelige præster

Et sus af skørter 

Sognepræst og digter Kaj Munk sagde i en prædiken om Jesus, at "der stod et sus af skørter om ham", og skrev i et slagkraftigt avisindlæg: "Vover man at sige, at en kvindes hånd er uværdig til at række en mands mund sakramentet, krænkes jeg på det menneskes vegne, der har født mig og lagt mig til sit bryst."

Pia Fris Laneth fortæller om den uforsonlige køns- og kirkepolitiske strid, som gik forud for en af kirkehistoriens største begivenheder, og de kvinder og mænd som ændrede danskernes syn på, hvem der må forvalte kristendommens sakramenter: Dåb og nadver.

Da Folketinget trodsede flertallet af biskopper og i 1947 vedtog loven om at give kvinder adgang til præsteembeder, udsendte 514 præster – næsten en tredjedel af samtlige – en bandbulle om, at ordinationen brød med Biblens ord og kirkens tusindårige tradition, og derfor var ugyldig. 

I 1948 ordinerede biskop Hans Øllgaard Folkekirkens første kvindelige præster i Odense domkirke: Ruth Vermehren, Edith Brenneche Petersen og Johanne Andersen. Ordinationen var tæt på at splitte Folkekirken. Og disse første tre kæmpede på hver på deres måde en hård kamp og betalte en høj pris for at følge Guds kald og nå deres livs mål.

Pia fortæller også om de kvindelige prædikanter og kvindelige præster i frimenigheder, som var med til at bane vej for kvinders ret til præsteembeder i Folkekirken. Blandt andre Skov-Kirsten i Nordjylland, højskoleforstander Jørgine Abildgaard i Snoghøj og sygeplejerske Maren Sørensen, som skabte menigheden omkring Valsbølhus i Slesvig.

I dag er halvdelen af folkekirkens præster kvinder. Det er en ligestillingssucces uden sidestykke – som menighedsrådene har en stor del af æren for. Men tanken om, at Gud er modstander af kvindelige præster, lever stadig i Folkekirken.

Foredraget bygger på Pia Fris Laneths nye bog: KALD og KAMP – Danmarks første kvindelige præster, som udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag i 2024.