Log ind
Pris:     Kategori:     Landsdel:
De tre store monoteistiske religioner


ligheder og forskelle I dag er der mere end nogensinde brug for at vide noget om de tre religioner, jødedom, kristendom og islam – de tre store monoteistiske religioner, deres fællesskab og deres forskelle: hvordan og hvorfor.
Her er en anmeldelse af foredraget, som blev holdt i anledning af Interfaith-ugen, den første uge i februar.
Svend Løbner
Artiklen blev oprettet 03-02-2017 på Netavisen Sameksistens.



Marianne Olsen er lektor og redaktør i SOS mod Racisme. Hun er pensionist, men kalder sig aktivist. Og nu holder hun foredrag i Mariammoskéen om ligheder og fællesskab mellem de tre monoteistiske religioner: Jødedom, kristendom og islam.

Og det er ikke uden erfaring i bagagen. Marianne Olsen har undervist gymnasieelever i religion i 39 år. I dag er hun blandt andet ivrig blogger på Netavisen Sameksistens.dk.

Omkring 30 personer er mødt frem til foredraget i ugen, hvor FN markerer World Interfaith Harmony Week, der på dansk går under navnet Tro i Harmoni. Her deltager katolske nonner og folkekirkefolk sammen med muslimer og agnostikere. Og Marianne Olsen begynder sit foredrag med en fortælling af Lessings Nathan den Vise.


Vi tror, fordi vi ikke ved
En familie lod en dyrebar og kraftfuld ring gå i arv fra far til søn i generation efter generation. En far havde nu ringen og ville give den videre i slægten, men havde blot det problem, at han havde tre sønner. Hvem skulle have ringen? Faren lod en guldsmed lave to ringe til, nøjagtig ligesom den oprindelige ring, gav en ring til hver af sine sønner, som siden har skændtes om, hvilken af deres ringe, der er ægte. Svaret i fortællingen er: Den ring, som virker mest kraftfuldt. Eller i Marianne Olsens fortolkning: Den ring, som formidler en kærlig atmosfære.

På samme måde kan ingen af os vide noget om Gud, siger hun. Derfor beror det hele på tro. Og det er op til den enkelte troende at afgøre, hvilken af ”ringene”, der virker for ham eller hende.



Monoteister er enige om meget



Vi må have respekt for den enkelte troendes egen fortolkning, mener hun.

”Jeg plejede at sige til mine gymnasieelever: Om Gud eller guder ved ingen noget. Vi kan ikke vide, om det er rigtigt, forkert eller absurd. Men når vi tænker efter, er der faktisk meget lidt, vi kan vide noget om. Og det er i dette rum, religionen er.

Religion er der kun, fordi der er mennesker, der har en tro og en praksis. Jeg siger ikke, at Vorherre dør, men religionen dør, hvis der ikke er mennesker, der dyrker den. Og religionerne forandrer sig fra slægtled til slægtled. De gamle tekster fortolkes på nye måder,” slog hun fast.

Og netop derfor fortolkes de fælles sandheder på forskellige måder af de tre monoteistiske religioner.
”Vi er enige om, at der kun er én Gud. Fra vores to minareter i landet lyder: ’Jeg vidner, at der er ingen gud uden Gud.’ For Jesus er der kun én Gud. Og for jøder er der kun én Gud.”

Troen på én Gud er vigtig, fordi det så følger logisk, at der kun er én menneskehed.

”Det med racer har vi lagt bag os, og det må vi blive ved at lægge bag os.”



Én Gud, én menneskehed, ét liv
”Monoteister mener også, at der kun er et liv,” fortsætter Marianne Olsen. ”Mennesket er en personlighed med en kerne, så man er den, man er, fra man bliver undfanget eller født, ligesom Gud er den, han er. Én Gud, én menneskehed, ét liv.”

Marianne Olsen fortsætter:
”Vi har også tidsopfattelsen til fælles. I monoteismen tror man på, at tiden er begyndt, og at den vil slutte. En af mine elever mente, at det er, fordi vi som mennesker også har en begyndelse og en slutning. Og at vi ikke kan rumme det uendelige.

Når der kun er én Gud, hænger det samen med at Gud er transcendent. Han er ikke i sit skaberværk, men udenfor. Mennesket er ikke guddommeligt. Men Gud kan være indeni mennesket. Ingen statue, og intet menneske er guddommeligt. Men mennesket behøver heller ikke at være Gud for at blive respekteret. Mennesket er respekteret, fordi det er en Guds skabning.”

Men hvorfor er vi så forskellige? spørger Marianne Olsen retorisk:
”Vi kan se på geografien, hvor alle tre monoteistiske religioner er opstået i samme sted, Mellemøsten. Siden har de bevæget sig, og man er i dag ikke muslim på samme måde i Danmark som man er i Kenya.”



Gud åbenbarer sig
”Når Gud er udenfor sin skabning, er han nødt til at åbenbare sig. Det gør Han på tre forskellige måder i de tre monoteistiske religioner. I jødedommen åbenbarer Gud sig i en tornebusk til Moses, som er jødedommens religionsstifter. I jødernes Tora forventes, at der kommer en Messias. Omkring vor tidsregning bliver Jesus født. Englen Gabriel er budbringeren, der bringer Maria budskabet om, at hun skal føde Messias. I islam er det også Gabriel, der dikterer Koranen for Muhammed. Jesus er Guds ord i kristendommen, Koranen er det i islam. Og begge dele er formidlet ved Gabriel.



Barfodsprædikant
Marianne Olsen er selv kristen og fordyber sig derfor i kristendommens hovedperson:

”Af alle Messias’er, er det kun Jesus, man husker. Messias betyder den salvede og er betegnelsen for en konge. Det gode ved den konge er, at han er barfodsprædikant, der solidariserer sig med fattige og tiggere.

Nu er det bare sådan, at kongen også er Guds søn. I Salmernes Bog, kapitel 2, finder tronbestigelsens salme: ’Jeg har født dig, du er min søn i dag,’ siger Gud til Messias.

I det øjeblik kongen bestiger tronen, bliver han født af Gud, mener Marianne Olsen og citerer Markus 2,7, hvor Jesus bliver døbt, og Ånden åbenbarer sig som en due, mens Guds stemme lyder fra oven: ’Du er min søn, den elskede!’

Det er en tronbestigelse, der finder sted her. Derfor kan jeg ikke forstå at andre religioner tager afstand fra Jesus som Guds søn.”



Ikke lov, men leveregler
Samtidig er det urimeligt, når kristne siger, at jødedom og islam er lovreligioner. Det er de ikke, mener Marianne Olsen.

”Den jødiske bibel, Toraen, bruger ikke ordet ’lov’ om reglerne, men et ord på persisk, der hedder ’dat’, og araberne bruger ordet ”din”. Det er leveregler, man udvikler og taler om.

Og når Jesus bruger ordet ’lov’, siger han samtidig, at den kan sammenfattes i de to kærlighedsbud: Du skal elske Gud og din næste som dig selv, dvs. elske din næste, der er et menneske ligesom du selv.”



Marianne Olsen
Varighed: 1 time
Honorar: Efter aftale
Honorar til transport: Efter aftale


Andre foredrag ved Marianne Olsen


Om foredragsholderen

Marianne Olsen

Lektor emerita, oversætter, redaktør og blogger på netavisen SAMEKSISTENS Skriv email

Forfatteren Marianne Olsen tager i sine foredrag fat i livets store og svære spørgsmål som ondskab og etik, Gud og mennesket. Det sker blandt andet i foredraget om forfatteren Andreas Simonsen, som hun både har skrevet bøger samt lavet radio om - i 'Eksi




Anbefal foredragslisten til andre
Dit navn

Din email

Modtagers navn

Modtagers email

Evt. besked