Erik Lindsø

Forfatter og foredragsholder

Foredrag

HØJSKOLESANGBOGEN I FORTÆLLING OG SANG. Advarsel! Fællessang kan virke stærkt vanedannende

Det er lettest at holde et folk i skak,
som slet ingen sange har.
Benny Holst, nr. 168 i Højskolesangbogen.

Advarsel! Fællessang kan virke stærkt vanedannnede!
Højskolesangbogen i fortælling og sang.

Højskolesangbogen er Danmarks mest solgte bog. Jeg kommer med et fortælle- og sangarrangement, hvor nye og gamle sange og melodier præsenteres med gode historier.

Vi tager med sangen til "kærlighedens sale", hvor man får "øjne undrende og blå" – den slags øjne, der kan sluge livets tale: "At livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær”, som det lyder i Jens Rosendals kendte sang "Du kom med alt det der var dig".
Højskolesangbogen har gennem de seneste 25 år rundet et slagstal på 1,5 millioner eksemplarer, og er Danmarks mest solgte bog. Min næste bog hedder “Min danske sang. Sange fortæller historier”. I bogen har jeg samlet gode historier, der knytter sig til sangene og det at synge sammen.
Vi har i talesproget vendingen, at "der skal noget andet til" – noget, der stikker dybere ned og når længere ud, end vi selv magter ved hjælp af hverdagslivets redskaber og tidsåndens forhåndenværende indsigter. Poesi og sange rummer dette "noget andet", der skal til. Fordi de er skrevet på hjertesprog.
Poesi kommer af det, vi har på hjerte, det vi ønsker, tror og håber – alt det, der skal mod til. En sang er derfor ikke bare et begreb, den er et levende væsen. Den rører alt det i os, som videnskaben ikke kan bevise.
Og så gør sangen noget godt ved os – den afstresser os, den får smilet frem og får vores åndedræt og muskler til at slappe af. Man bliver simpelthen i godt humør af at synge, og man kan aldrig blive vred på den, man synger sammen med.

”Erik Lindsø har en stor viden om den danske sang, og hans arsenal af gode historier om tekst, forfattere og komponister er med til at give sangen nutidig betydning”.
Hans-Peter Larsen, Kanalchef på DR P2.

Regioner
Hele landet