Michael Böss

Forfatter, skribent og lektor emer. ved Aarhus Universitet

Jeg er historiker, samfundsforsker og forfatter. Af uddannelse er jeg jeg er cand.mag. i engelsk og religionsvidenskab. Jeg er dog også dr.phil. på en afhandling om Canadas historie.

Jeg blev født i 1952 i Ordrup nord for København og tilbragte syv år af min barndom på Fyn. Men jeg var ung i Esbjerg og betragter mig i dag som vestjyde, dansker og verdensborger. I den rækkefølge. Jeg mener nemlig, man skal have rod et sted i verden for at kunne være borger i den. Jeg bor i Holstebro og føler mig derfor hjemme både ved Vestkysten og Limfjorden.

Jeg har rejst i næsten hele verden og opholdt mig i længere perioder i USA, Canada og Australien. De rejser og ophold fortæller jeg gerne om i foredrag

Jeg arbejder til daglig som forfatter, kommentator og samfundsdebattør.

Mit arbejde betyder naturligvis en del for min selvforståelse, men langt fra alt. Jeg har et liv og en identitet uden for mit fag og arbejde. Jeg er også ægtemand, far og familiemenneske, glad for min delvist japanske have og et aktivt friluftsliv - især i den vilde natur.  Jeg er ynder af kunst og klassisk musik.

Jeg har i kraft af min uddannelse og varierede karriereforløb samt en ambition om at kunne bevæge mig på en kvalificeret måde mellem samfundsvidenskaber, historie og kulturstudier opbygget ekspertiser på flere forskellige felter og går derfor for at være en såkaldt polyhistor. Derfor dækker min foredragsliste mange emner.

Jeg kommer fra en familie, hvor min far var præst og min mor arbejdede hjemme og for sognet. På min jyske fars side går slægten tilbage til jyske og sjællandske præster og gårdejere. På min københavnske mors side til fynske og sønderjyske husmænd og håndværkere. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvor mit anderledes efternavn stammer fra, ud over at familien i begyndelsen af 1900-tallet holdt op med også at hedde Christensen og boede i Ørsted ved Randers.

Jeg har siden 1979 været gift med Anette (Søe Böss), som var uddannelsesvejleder. Sammen har vi to børn, Anders Christian og Sissel Christine, som er henholdsvis psykolog og journalist.  Du kan læse mere om mig selv og mine faglige ekspertiser på min personlige hjemmeside på www.michaelboss.dk